Vi holder kursen
1. division (slutspil) Kvalifikation til Badmintonligaen
Viby J – KMB2010
KMB vinder 8-1 på udebane og kommer dermed godt i gang med oprykningsspillet til Ligaen.
I første runde af oprykningsspillet skulle KMB til Viby Jylland. I den tætte konkurrence med primært Hvidovre om oprykning til Ligaen tæller hvert point, og uanset at Viby har et ungt og talentfuldt hold, så var kravet en sejr – og også en stor nok sejr til at holde fast i førstepladsen.
Allerede i første runde var der et par nøglekampe, som var centrale for om KMB kunne lykkes – nemlig 2. mixeddouble med Mads Emil Christensen og Camilla Paulsen og 2. damesingle med Mathilde Cramer Ahrens. I begge kampe kæmpede KMB’s spillere med hallen og tændte modstandere og tabte første sæt. Og som så ofte før i denne sæson holdt KMB-spillerne fast og fik stille og roligt vendt kampene om med sejre i tre sæt. Da 1. mixeddouble med Mikkel Mikkelsen og Line Fleischer samtidig havde vundet i to sæt kom KMB på 3-0.
Herresinglerne blev også tætte opgør. Joran Kweekel måtte slide til en tæt sejr i 3 sæt, hvor Patrick Abildgaard måtte indse at modstanderen på dagen var for stærk, selv om han fik presset kampen ud i tre sæt. Gayle Mahulette gjorde anderledes kort proces med sin modstander. Som så ofte før i sæsonen skulle der et halvt sæt til, men da Gayle derefter løftede sit spil og især tempoet, så kunne modstanderen ikke følge med.
5-1 inden dame- og herredoublerne var absolut godkendt. Det var dog vigtigt at få de sidste point med, og det lykkedes efter 3 sæt i begge herredoubler og en lidt mere sikker sejr i 2 sæt i damedoublen.
KMB vandt 5 ud af 6 tre-sættere, hvor de i fire af dem havde tabt første sæt. En utrolig god moral på en svær udebane, og som tidligere i sæsonen grundlaget for en vigtig sejr.
Dennis var ikke overraskende meget tilfreds, og betonede den fantastiske holdindsats og gode attitude. Uanset hvor hårdt det blev, så gav spillerne ikke op. Igennem hele sæsonen har vi vundet langt de fleste 3-sæts kampe. Det er stor styrke både mentalt og fysisk.
Med sejren holder KMB fast i førstepladsen. Kom og støt KMB i den vigtige hjemmekamp mod Kolding lørdag den 26/2. Dette bliver en nøglekamp i forhold til om KMB kan rykke i ligaen.