2. Division, KMB 2 – Holbæk

I den sidste kamp i 2. Divisions Grundspil fik vi besøg af Holbæk.

Med en sejr kunne vi definitivt sikre os en plads i oprykningsspillet til 1. Division. Dette ville sikre os forbliven i 2. Division – og dermed skabe ro i hytten. Det lykkedes uden slinger i valsen! Vores spillere leverede igen en fornem indsats – og Holbæk blev sendt hjem med et 9 – 4 nederlag i baglommen.

Vi måtte undvære vores faste ankermand Rasmus Rylander – mens Holbæk havde afbud fra deres topspiller Thomas Laybourn, der sad ude med en skade. Så det gik vist lige op.

På trods af den sikre slutsejr på 9 – 4 skulle der kæmpes hårdt, og der var mange lige kampe. Der var hele syv 3-sætskampe, hvoraf KMB vandt 3 stk. Jeg vil specielt fremhæve vores 1. DD Smilla/Josephine, der på imponerende vis kæmpede sig til en fornem sejr med 23 – 21 i tredje sæt. Det var på et vigtigt tidspunkt i holdkampen, hvor tingene stod og vippede. Kampen viste igen, at vores piger i sæsonens løb har vist fin fremgang. Kampens spiller blev fortjent Josephine Holst-Christensen.


Med sejren i går fastholdt vi vores 3. plads i 2. Division pulje 2.

Som sagt skal vi nu i gang med et samlet kvalifikationsspil til 1. Division, der afvikles over 4 spillerunder. Vi kommer til at møde de 4 kvalificerede hold fra 2. Division pulje 1 (jydepuljen).

Kampprogrammet er endnu ikke fastlagt, men 1. runde spilles den 5/2.

Vores fine 2. hold har spillet et superflot grundspil. Hvis vores spillere holder stilen, kan vi se frem til en række spændende kampe, der vil give vores spillere værdifuld rutine.

Per Larsen, Holdleder

Del på de Sociale medier